Gå til hovedindhold
JJC
Nyhed

Fire spørgsmål til Jan Juul Christensen, ny Managing Director i Greater Copenhagen!

ons, 08/07/2024 - 14:47

Velkommen, Jan Juul Christensen, som den 1. august startede i sit nye job som Managing Director for Greater Copenhagen. Jan Juul Christensen kommer senest fra egen virksomhed, hvor han har arbejdet med strategisk rådgivning og politisk interessevaretagelse. Før det var han Senior Vice President Communication & Corporate Responsibility (CCR) i Københavns Lufthavn. Han har også en baggrund inden for politik som medlem af hovedbestyrelsen for de danske socialdemokrater.

1.    Hvorfor ville du gerne være Managing Director for Greater Copenhagen?

En stærk motivation for mig for at søge jobbet som Managing Director for GC har været, at nu og fremover, så er det innovative regioner, der driver dagsordenen ift. Vækst og udvikling – det viser alle globale analyser. Og her har Greater Copenhagen en stærk position at indtage. Jeg ser det sådan, at i  Greater Copenhagen er der grobund for bæredygtig vækst. Det skaber vi bl.a. gennem det fælles arbejdsmarked, som får stor betydning i fremtiden. Vi vil også have en velfungerende infrastruktur, så det er let at pendle og rejse rundt i regionen. En anden styrke ved Greater Copenhagen er de svenske og danske velfærdssamfund, som opnår meget inden for bæredygtighed og forskning. Og med min baggrund – senest fra Københavns lufthavn, hvor jeg arbejdede med hvordan lufthavnen får en positiv rolle i samfundet – både i Danmark og i Sydsverige, når det gælder jobskabelse og grøn omstilling, mener jeg, at jeg har et godt udgangspunkt for at bruge disse og tidligere erfaringer i rollen som Managing Director.

2.    Hvad er det allerførste, du skal tage fat på, og hvad er vigtigst på længere sigt?

Det første som jeg tager fat på er sammen med sekretariatet at sikre en god afvikling af OECD’s Local Development Forum 2024 konferencen "Building Bridges, Shaping Tomorrow" der finder sted i slutningen af september, hvor Greater Copenhagen har fået værtsrollen og hvor vi over 2 dage samler næsten 400 deltagere, der skal drøfte regional udvikling ud fra forskellige perspektiver. Det er første gang at denne konference afholdes i to lande på en gang. Det bliver en stor begivenhed og viser det unikke ved Greater Copenhagen samarbejdet. På længere sigt bliver det vigtigt, at vi endnu tydligere får gjort såvel den svenske som den danske regering opmærksom på, hvilke forhindringer og hvilke muligheder der er for at skabe en endnu mere sammenhængende region der sikrer vækst og udvikling.

3.    Hvad er din vision for den dansk-svenske region Greater Copenhagen?

Min vision er, at Greater Copenhagen bliver det internationale knudepunkt, hvor virksomheder, investorer, iværksættere, forskere og talenter i samarbejde med de fire regioner og de 85 kommuner skaber udvikling og vækst er styrker vores velfærdssamfund og bidrager til at forme en bæredygtig fremtid for os og kommende generationer. Vi skal blive endnu mere konkurrencedygtige internationalt så endnu flere ser de styrker og den innovationskraft, der findes i nordens stærkeste metropolregion.

4.    Hvilke tidligere erfaringer har du med Sverige?

Tidligere har jeg arbejdet i en svensk konsulentvirksomhed, hvor vi løste opgaver for flere af Sveriges største virksomheder, og da jeg var Partisekretær for Socialdemokratiet i Danmark havde jeg et tæt samarbejde med min daværende svenske kollega. Og som sagt, så er Københavns Lufthavn hele Sydsveriges internationale lufthavn, da 40% af svenskerne har Københavns lufthavn som nærmeste internationale lufthavn, og i den forbindelse så har jeg samarbejdet med såvel svenske regioner, kommuner, og erhvervsorganisationer. Så jeg vil sige, at jeg føler selv, at jeg har et godt indblik i det svenske samfund og forstår svensk väldigt bra 😊.