Fyldt telt på Folkemødet og skarpe debatter i Almedalen
En debat om svensk-danske relationer med Bertel Haarder og Mogens Lykketoft og infrastrukturpaneler i Almedalen var nogle af de vellykkede aktiviteter, som Greater Copenhagen gennemførte under sommerens danske og svenske demokratifestivaler.
Bornholm og Gotland er hvert år i centrum for den offentlige debat i Danmark og Sverige med henholdsvis demokratifestivalerne Folkemødet og Almedalsveckan. Festivalerne ligner hinanden i deres koncept (og Folkemødet er bygget op med Almedalsveckan som forbillede), men de er også lidt forskellige. Fælles for dem var dog, at Greater Copenhagen deltog i dem begge med højt profilerede aktiviteter.
På Bornholm var House of Greater Copenhagen-teltet centrum for den dansk-svenske debat. Især et panel med tidligere minister og folketingsmedlem Bertel Haarder (V) og tidligere minister, formand for Folketinget og FN's Generalforsamling Mogens Lykketoft (S) fyldte teltet med besøgende. Men også paneldebatter og spændende diskussioner om trafik, infrastruktur, grøn omstilling, øresundspakker og andre emner fik teltdugen til at rejse sig. I Almedalen vakte rapporten ”Freight transports with the Fehmarn Belt fixed link”, som Greater Copenhagen og String havde præsenteret lige forinden, opsigt.
Rapporten viser, at antallet af lastbiler risikerer at stige med 120 procent, når Femern Bælt-forbindelsen åbner, hvis ikke Sverige og Danmark investerer i jernbaneinfrastruktur. Greater Copenhagens Senior Advisor indenfor infrastruktur Anna Engblom var inviteret til at deltage i flere paneler med førende infrastrukturaktører i Sverige for at forklare behovene. Arbejdsmarkedet, med fokus på spilindustrien, blev også debatteret med deltagelse af Greater Copenhagens Advisor indenfor arbejdsmarked Kate Plaskonis.
Oplev Greater Copenhagens aktiviteter på demokratifestivalerne gennem billederne (Folkemødet ovenfor, Almedalen nedenfor)!
Hvad syntes politikerne? Læs kommentarerne i artiklen ved siden af.