Greater Copenhagen indleder samarbejde med Malmö universitet
Sammen med et forskerteam fra Malmö Universitet skal Greater Copenhagen undersøge, hvilket vækstpotentiale Femern Bælt-forbindelsen kan skabe for den dansk-svenske region.
I fokus står forbindelsens mulige afledte effekter på rejsemønstre, arbejdsmarkedsintegration, erhvervsudvikling og Greater Copenhagens position som bindeled mellem Skandinavien og det kontinentale Europa.
Projektet skal blandt andet analysere, hvordan forbindelsen kan ændre tilgængeligheden mellem Greater Copenhagen og Nordtyskland, og udvikle mulige scenarier for den regionale integration frem mod 2050.
Resultaterne skal give et stærkere vidensgrundlag for strategisk planlægning og politisk dialog på tværs af niveauer. Projektet afsluttes med en samlet analyse og policyanbefalinger, der præsenteres i forbindelse med Fehmarnbelt Days i Helsingborgs stad den 13.–14. maj 2027.
Femern Bælt-forbindelsen er mere end en sænketunnel. Den kan skabe nye forbindelser mellem mennesker, arbejdsmarkeder og virksomheder på tværs af grænser.
Nu skal vi blive klogere på potentialet og på hvilke forudsætninger der skal være til stede for at realisere det.
I billedet, fra venstre mod højre: Magnus Andersson, Associate Professor, Leah Marie Gonse, Research Assistant, Désirée Nilsson, Assistant Professor, alle fra Malmö universitet, og Niklas Hellblom, Senior Advisor, Greater Copenhagen.