Ministerdeltagelse, tilbageblik og fremadskuende perspektiver prægede Greater Copenhagens nytårskur
Stemningen var festlig men også med en lidt alvorlig undertone i lyset af den sikkerhedspolitiske situation i verden, da Greater Copenhagen inviterede til traditionel dansk nytårskur på Sveriges ambassad i Danmark.
Fra Danmarks regering deltog kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som sammen med Greater Copenhagen-medlemmer, folketingspolitikere, erhvervsrepræsentanter, Copenhagen Airport, Øresundsbron og andre samarbejdspartnere lyttede til en opsummering af året 2025 og et fremadblik mod 2026.
Sveriges ambassadør i Danmark, Hans Wallmark, understregede i sin velkomsttale, hvordan uro i verden har gjort samarbejdet mellem Sverige og Danmark endnu stærkere:
"Jeg noterer en utrolig kraft i viljen til at samarbejde. Sverige og Danmark har en bedre og stærkere relation end nogensinde – og særligt her i Nordens største delregion med 4,5 millioner indbyggere. Greater Copenhagen-samarbejdet er en vigtig motor, og det vi skaber her, kommer hele Norden til gavn. Den statsministerdeklaration, der kom i sommer, viser områder, hvor vi kan uddybe samarbejdet – arbejdsmarked, infrastruktur, civilforsvar, udveksling mellem akademier, AI-udvikling, Life Science mm. Et godt samarbejde i denne region gavner hele Norden."
Greater Copenhagens formand, Carl Johan Sonesson, mindede i sin tale om, at 2026 markerer Greater Copenhagens 10-årsjubilæum, og han opsummerede derfor de seneste ti års samarbejde i sin tale. Han fremhævede, hvordan udfordringer som grænsekontrol, pandemi og den stigende tendens til isolationisme og nationalisme ikke har svækket viljen til samarbejde og integration – men tværtimod styrket den:
"Trods grænsekontrol har vi flere pendlere i dag. Der sker en naturlig integration, men tænk på potentialet for at skabe mere vækst. Vi skal arbejde for at harmonisere regler om pension og for at undgå 6 minutters stop for Øresundstogene i Hyllie på grund af grænsekontrol. Vi skal sikre, at lovgivningen følger med, så vi kan udnytte mulighederne i vores region endnu bedre. På 10 år har vi blandt andet opnået en revideret skatteaftale takket være Greater Copenhagen. I sommer fik vi en deklaration underskrevet af statsministrene. Vi har opnået meget, og vores stemme er vigtig. Nu, i urolige tider, har Greater Copenhagen-samarbejdet en vigtig opgave at løse."
På billederne: Carl Johan Sonesson, formand Greater Copenhagen og regionstyrelseordförande Region Skåne; Jakob Engel-Schmidt (M), Danmarks kulturminister; Jan Juul Christensen, Managing Director, Greater Copenhagen; Hans Wallmark, Sveriges ambassadør; Christian Poulsen, CEO Copenhagen Airport.
Fra Greater Copenhagens bestyrelse: Lars Gaardhøj, næstformand; bestyrelsesmedlemmer Randi Mondorf og Anna Pettersson.