Gå til hovedindhold
cjs o lg
Nyhed

Ny Øresundserklæring er et vigtigt gennembrud – nu går arbejdet i gang

tir, 07/01/2025 - 07:45

Danmark og Sverige markerer Øresundsbroens 25-års jubilæum med en ny fælles erklæring, der sætter retning for samarbejdet i Øresundsregionen fremover.

Greater Copenhagen hilser erklæringen velkommen og er glad for, at den fælles erklæring understreger viljen til øget samarbejde på tværs af Øresund. Mange af de konkrete initiativer følger  forslag, som Greater Copenhagen har arbejdet for og præsenteret for de to regeringer. Det gælder bl.a. smidigere løsninger for grænsekontrollen, at undersøge behovet for kapacitet og redundans på tværs af Øresund, og tiltag, der vil styrke det integrerede arbejdsmarked på tværs af Øresund.

Erklæringen lægger derudover op til tættere samarbejde om beredskab og digital infrastruktur.

Lars Gaardhøj, formand for Greater Copenhagen, udtaler:

- Dagens erklæring fra de to regeringer indeholder både konkrete og klare initiativer med fokus på at styrke mobiliteten og arbejdsmarkedsintegrationen over Øresund. Det er virkelig godt nyt. Initiativerne ligger helt på linje med de ting, vi har præsenteret for regeringerne og vi er glade for, at regeringerne har lyttet. Det bekræfter vores gode og tillidsfulde samarbejde. Jeg er især tilfreds med de tiltag, der vil gøre det lettere at søge job og rekruttere på tværs af Øresund. Mere smidige grænsekontroller og anerkendelse af, at vi skal have undersøgt behovet for kapacitet og redundans over Øresund er også vigtige punkter. Nu ser vi frem til at tage arbejdet videre i tæt samarbejde med begge regeringer og vi vil spille ind med konkrete løsningsforslag til de udfordringer, som erklæringen peger på. Det her er et stort skridt fremad for udviklingen af regionen og for vores fælles indsats for vækst og udvikling, til gavn for hele Danmark og hele Sverige.

Carl Johan Sonesson, næstformand i Greater Copenhagen, siger:

- Erklæringen fra regeringerne er meget gode nyheder for befolkningen og virksomhederne i regionen. Den fokuserer på at lette mobiliteten og styrke integrationen på arbejdsmarkedet på tværs af Øresund, og det er netop det, vi har arbejdet for i det samarbejde, vi har med regeringerne. Som vi siger, og som det også fremgår af erklæringen, er der et stort uudnyttet potentiale i regionen, og der er ingen tvivl om, at disse initiativer vil være et stort skridt fremad i opfyldelsen af det. Greater Copenhagen er Nordens største arbejdsmarked med 4,5 millioner indbyggere, og det er utroligt vigtigt, at der nu kommer initiativer, der gør det lettere at søge job og rekruttere på tværs af Øresund. Det er også positivt, at vi får en mere gnidningsløs grænsekontrol, selv om vi havde foretrukket, at den helt forsvandt. Det er også meget positivt, at Danmark imødekommer Sverige og åbner op for at undersøge behovet for en bilateral undersøgelse af kapacitet og redundans på tværs af Øresund. Vi ser nu frem til at smøge ærmerne op og fortsætte det fælles arbejde med at implementere disse initiativer sammen med de to regeringer. Vores mål er, at det skal være lige så nemt at tage et job og rekruttere på den anden side af Øresund som inden for sit eget land, og det er uden tvivl et stort skridt i retning af at opfylde det.

>>> Læs "Erklæring mellem Danmark og Sverige i anledning af Øresundsbroens 25-års jubilæum 2025"