Sæt Sverige på sporet: Kampagne viser vigtigheden af investeringer i jernbaneinfrastruktur
Hvordan hænger godstransporter, international tilgængelighed, arbejdsmarked og den grønne omstilling sammen? Og hvorfor er investeringer i den sydsvenske jernbane afgørende netop nu? Det er spørgsmålene i centrum for kampagnen #SättSverigePåSpåret (#SætSverigePåSporet), som Greater Copenhagen har gennemført på LinkedIn i løbet af marts måned.
Den svenske regering står snart over for at træffe beslutning om en ny national plan for transportinfrastruktur. Planens indhold vil få stor betydning for Greater Copenhagens fortsatte udvikling, men også for Sveriges konkurrenceevne, udenrigshandel og grønne omstilling i et bredere perspektiv.
I kampagnen #SättSverigePåSpåret sætter Greater Copenhagen fokus på, hvordan flere afgørende samfundsspørgsmål hænger sammen. Under overskrifterne “Sæt Sverige på sporet”, “Sæt Sverige på sporet for godstrafikken”, “Sæt Sverige på sporet for det integrerede arbejdsmarked” og “Sæt Sverige på sporet for Femern Bælt-forbindelsen” tydeliggøres det, hvorfor et robust og velfungerende jernbanesystem er en forudsætning for, at regionens – og landets – fulde potentiale kan udnyttes.
Risiko for forpassede muligheder med Femern Bælt-forbindelsen
Et centralt tema er den øgede tilgængelighed til EU’s indre marked via den kommende Femern Bælt-forbindelse. Forbindelsen skaber helt nye muligheder for svenske virksomheder, eksportstrømme og internationale samarbejder. Samtidig er budskabet klart: uden tilstrækkelig kapacitet og pålidelighed i det svenske jernbanesystem risikerer Sverige at gå glip af disse muligheder. Det gælder især de mest belastede strækninger i det sydlige Sverige, hvor kapacitetsmangler i dag begrænser både regionale, nationale og internationale trafikstrømme. Her er udbygningen med to nye spor mellem Lund og Hässleholm samt dobbeltspor på strækningen Maria–Helsingborg afgørende for, at systemet kan fungere som en helhed.
Kampagnen fremhæver også betydningen af en endnu stærkere arbejdsmarkedsintegration i Greater Copenhagen. Effektive og pålidelige jernbaneforbindelser er afgørende for, at mennesker kan pendle over grænsen, for at virksomheder kan rekruttere de rette kompetencer, og for at regionen fortsat kan være attraktiv for investeringer og innovation.
Med de rette prioriteringer i den nationale transportinfrastrukturplan er der store muligheder for at styrke både Greater Copenhagen og Sverige som helhed.
Det er tid til at sætte Sverige på sporet.
(Billeder og animationer fra kampagnen. Se hele animationen på YouTube).