Gå til hovedindhold
Nyhed

Tid til en ny messe for arbejde på tværs af sundet

tor, 09/29/2022 - 09:25
1.600 svenske arbejdssøgende har mødt 80 virksomheder på tre jobmesser i Greater Copenhagens regi. Nu er det tid til den fjerde messe, og denne gang deltager også svenske arbejdsgivere.

Under pandemien mistede mange, af dem der pendlede mellem Danmark og Sverige, deres job, derudover er der mange svenskere og danskere, der drømmer om at tage et job på den anden side af Øresund. Med mangelen på arbejdskraft i både Danmark og Sverige og højere arbejdsløshed i Skåne er der behov for en indsats med henblik på at få gang i arbejdsmarkedet over sundet.

Et integreret arbejdsmarked er en af de vigtigste faktorer for at skabe vækst i regionen og er derfor et stærkt fokusområde for Greater Copenhagen.
Jobmesser på tværs af Øresund startede som en idé, der blev en succes. Der er afholdt tre messer indtil videre i 2021 og 2022. På dem har 1.600 svenske kandidater mødt 80 arbejdsgivere. I skrivende stund har det medført 167 ansættelser. Hvor mange det kan føre til på længere sigt, kan endnu ikke måles.

Den seneste messe blev bemærket på regeringsniveau, da de svenske og danske ministre Anna Hallberg og Flemming Møller Mortensen kom på besøg. Det skete i forbindelse med topmødet med Greater Copenhagen Task Force, som er gruppen, der blev oprettet for at kickstarte integrationen over Øresund igen efter pandemien.

Kate Plaskonis, ansvarlig for arbejdsmarkedsspørgsmål i Greater Copenhagen, er glad for responsen:

-    Vi ville skabe et mødested for arbejdsgivere og arbejdssøgende på tværs af sundet. Det er rigtig dejligt, at messerne er blevet sådan en succes. Interessen er stor, så vi forventer igen mange besøgende på denne fjerde messe. Denne gang deltager svenske arbejdsgivere ligeledes, så vi kan udvide jobmulighederne for de arbejdssøgende, hvilket også fremmer erfaringsudveksling og samarbejde mellem svenske og danske arbejdsgivere.

På messen samles svenske og danske arbejdsgivere inden for hotel-, restaurant-, transport- og produktionsbranchen.  

Den 25/10 er det tid til Malmömessen i Hyllie kl. 10.00-15.00. 

Læs mere om jobmessen 25/10 >>

Jobmessen arrangeres af Greater Copenhagen, Malmö by, Københavns Kommune , Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Dansk Industri, Arbejdsformidlingen, Workindenmark, Øresunddirekte , Copenhagen Capacity, SKAT og fagforeningen 3F.