Gå til hovedindhold

Greater Copenhagen hilser nye regler om grænseåbning velkommen

tor, 06/18/2020 - 11:36
For borgere og erhvervsliv i Greater Copenhagen er det godt nyt, at den danske regering indfører nye rejseregler, som betyder, at regionens svenske indbyggere kan få adgang til Danmark fra den 27. juni.

Den danske regering åbner døren på klem til Sydsverige, så indbyggerne i Skåne, Halland og Blekinge kan få mulighed for at rejse ind i Danmark fra den 27. juni. Indrejse forudsætter, at smittetrykket i de sydsvenske regioner er på højst 20 nye tilfælde af coronasmitte per 100.000 indbyggere ugentligt eller, at de svenske rejsende kan fremvise en negativ coronatest, som er højst 72 timer gammel.

Det er godt nyt for Greater Copenhagen, hvor den nuværende lukning af den dansk-svenske grænse har alvorlige konsekvenser for erhvervsliv og beskæftigelse, fordi Sydsverige og Østdanmark er tæt integrerede økonomisk. Skåne og Halland udgør den svenske del af Greater Copenhagen-samarbejdet.

”Vi vil gerne kvittere for den danske regerings initiativ til nye ind- og udrejseregler fra den 27. juni. Vi har længe opfordret til, at man finder en ordning, der muliggør en regional åbning af landegrænsen i Greater Copenhagen. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan få en åbning af grænsen, hvis regeringens objektive kriterier er opfyldt,” siger Greater Copenhagens formand, Heino Knudsen, der tillige er regionsrådsformand i Region Sjælland.

Greater Copenhagens bestyrelse har tidligere opfordret både Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, og Sveriges statsminister, Stefan Löfven, til at samarbejde om en regional grænseåbning i Greater Copenhagen.