Gå til hovedindhold
kontroll
Nyhed

Greater Copenhagen siger nej til lovforslag om ID-kontrol

tir, 10/31/2023 - 10:44

Foto: News Øresund

Den svenske regering vil gøre det lettere at beslutte, om der skal indføres ID-kontrol med transportøransvar. Det er meningen med et nyt lovforslag, som er sendt i høring. Greater Copenhagen har indsendt et høringssvar og siger nej til forslaget.

Den svenske regering har fremlagt et forslag til en lov om midlertidigt forbud mod at transportere personer uden gyldige identitetspapirer til Sverige, også kendt som ID-kontrol med transportøransvar (og ikke det samme som den nuværende grænsekontrol til Sverige). Ifølge forslaget vil regeringen lettere kunne træffe beslutninger om indførelse af ID-kontrol.

Forslaget har været i høring, og Greater Copenhagen har indsendt sit høringssvar. Heri skriver bestyrelsesformand Carl Johan Sonesson og Managing Director Tue David Bak, at Greater Copenhagen er imod forslaget.

Begrundelsen er, at ID-kontrol med transportøransvar har enorme konsekvenser for passagerer i den kollektive trafik, togoperatører, virksomheder og samfundet som helhed. De økonomiske effekter vil være store og de sociale skader betydelige. Forsinkelser i togtrafikken vil give store problemer.

Greater Copenhagen fremhæver også i sit høringssvar, at EU-Domstolen i 2018 fandt lignende kontroller af buspassagerer ulovlige, og at det ikke er muligt at lave en anden fortolkning, end at det samme ville gælde for togtrafikken.

Greater Copenhagen er langt fra alene om at indgive høringssvar. SJ, Öresundslinjen og Dansk Erhverv er blandt dem, der har gjort det samme. Flere af høringssvarene understreger, at der er sket meget, siden id-kontrollen var i gang fra januar 2016 til maj 2017. Ud over at kontrollen er kendt ulovlig af EU, ville det i dag ikke være praktisk muligt at gennemføre kontrollen på samme måde, som man gjorde dengang.

Læs regeringens forslag og de forskellige høringssvar her.