Jan Juul Christensen bliver ny Managing Director for Greater Copenhagen
Jan Juul Christensen bliver ny Managing Director for Greater Copenhagens sekretariat. Jan tiltræder stillingen d. 1. august 2024.
- Jeg glæder mig meget til at starte og til at arbejde for, at Greater Copenhagen bliver en af verdens mest konkurrencedygtige metropolregioner ved at drive en innovativ dagsorden indenfor arbejdsmarked, grøn omstilling og infrastruktur, siger Jan Juul Christensen.
Greater Copenhagen er det politiske samarbejde mellem 85 kommuner og fire regioner i
Sydsverige og Østdanmark, der arbejder for at skabe en af verdens mest konkurrencedygtige metropolregioner. Fokus er at påvirke politiske beslutninger inden for arbejdsmarked, infrastruktur og grøn omstilling for at styrke vækst og udvikling i Greater Copenhagen-regionen.
Greater Copenhagens styregruppe har udnævnt Jan Juul Christensen som ny Managing Director. Jan Juul Christensen skal lede arbejdet af Greater Copenhagens sekretariatet.
Jan Juul Christensen kommer senest fra egen virksomhed, hvor han har arbejdet med strategisk rådgivning og politisk interessevaretagelse. Før det var han Senior Vice President Communication & Corporate Responsibility (CCR) i Københavns Lufthavn. Han har også en baggrund i politik som medlem af hovedbestyrelsen for de danske socialdemokrater.
- Jeg glæder mig til at blive Managing Director for Greater Copenhagens sekretariat. En stærk motivation for mig er, at det på globalt plan er velfungerende, innovative regioner, der driver dagsordenen. Her har Greater Copenhagen en stærk position at indtage. I Greater Copenhagen er der grobund for bæredygtig vækst. Det skaber vi bl.a. gennem det fælles arbejdsmarked, som får stor betydning i fremtiden. Vi vil også have en velfungerende infrastruktur, så det er let at pendle og rejse rundt i regionen. En anden styrke ved Greater Copenhagen er de svenske og danske velfærdssamfund, som opnår meget inden for bæredygtighed og forskning. Det vil vi styrke ved at tiltrække flere virksomheder til regionen. Vi vil også fortsætte det gode arbejde med at lave skarpe analyser, der viser regionens potentiale, siger Jan Juul Christensen.
- Som formand for Greater Copenhagen er jeg meget tilfreds med, at vi har udpeget Jan Juul Christensen som vores nye Managing Director. Jan har stor erfaring med politisk arbejde og har en fremtrædende rolle i regionen ikke mindst med sin baggrund fra Københavns Lufthavn. Sammen med Jan Juul Christensen vil vi fortsætte med at skabe vækst og udvikling for hele Sverige og Danmark her i Nordens største arbejdsmarkedsregion, siger Lars Gaardhøj, formand for Greater Copenhagen og formand for Region Hovedstaden.
- Vi er meget glade for, at vi nu har en ny Managing Director for Greater Copenhagen. I mine år som formand og næstformand har vi opnået store succeser i det dansk-svenske samarbejde. Nu går vi videre, ikke mindst med infrastrukturspørgsmålene, hvor det er vigtigt, at vi får igangsat en bilateral undersøgelse mellem Sverige og Danmark om nye faste Øresundsforbindelser. Det arbejde ser jeg frem til at fortsætte sammen med Jan Juul Christensen, siger Carl Johan Sonesson, næstformand i Greater Copenhagen og bestyrelsesformand i Region Skåne.
Jan Juul Christensen tiltræder den 1. august 2024.