En dansk-svensk regionsudvikling, der er en succeshistorie, men som også har mødt modgang. En fremtid, som måske kan handle om flyvebåde og busmetro over Øresund. Uffe Palludan er fremtidsforsker med et godt blik i bakspejlet.
Uffe Palludans engagement i den dansk-svenske region Greater Copenhagen går langt tilbage. Han begyndte at skrive bøger om regionen, allerede før Øresundsbroen var på plads. Så når det handler om det politiske samarbejde i regionen, er han en af dem, der har overblikket.
- Da beslutningen om at bygge Øresundsbroen blev truffet i 1991, stod Europa i en særlig situation, idet Berlinmuren var faldet, og Sovjetunionen var kollapset. Det, der førte til den politiske beslutning om en bro, var en fælles vision om en dansk-svensk region, først og fremmest et stærkt samarbejde mellem Malmø og København, hvilket igen ville være til gavn for hele Sverige og Danmark.
Det var enigheden blandt de danske og svenske politikere, der gjorde, at den bro, som mange havde drømt om, endelig kunne bygges. En bro til Københavns Lufthavn for svenskerne og motorvejs- og jernbaneforbindelser til lufthavnen for danskerne. Og den skulle være brugerfinansieret for ikke at ramme skatteydere uden for regionen. København havde fået en metro og byggerier som Den Sorte Diamant, Statens Museum for Kunst og Danmarks Radios nye lokaler i Örestad. I Malmø blev Västra hamnen, Malmö högskola (nu universitet) og Citytunneln bygget.
Visionen var, at Øresundsbroen skulle skabe et fælles arbejdsmarked, men regionen skulle også bygges op af kulturelle samarbejder, f.eks. mellem medierne og universiteterne, forklarer Uffe Palludan. Kernen i det hele var samarbejdet mellem København og Malmø. Her hang succesen sammen med et godt samarbejde på det personlige plan.
- Ilmar Reepalu, kommunalbestyrelsesformand i Malmø, og Jens Kramer Mikkelsen, overborgmester i København, arbejdede utrolig godt sammen.
Mange og store grænsehindringer
Øresundskomiteen blev søsat i 1993 som et politisk samarbejde mellem Malmø, København og flere danske kommuner. Øresundskomiteens fokusområder var blandt andet infrastruktur og kultur. Samarbejdet blev senere udviklet til at blive regionalt. I 2016 blev Øresundskomiteen Greater Copenhagen, som i dag er det politiske samarbejde mellem Region Halland, Region Skåne, Region Hovedstaden og Region Sjælland, samt 85 kommuner på begge sider.
- Grænsehindringerne var store og mange i begyndelsen af 2000'erne. Derfor var målet for Øresundskomiteen først og fremmest at fokusere på at få dem fjernet, så integrationen kunne tage fart. Desuden talte man tidligt om, at belastningen på infrastrukturen i regionen ville blive stadigt større, og hvad man skulle gøre ved det.
Politiske bestræbelser inden for det nordiske samarbejde havde også betydning for at få løsnet knuderne op. I 2003 fik den tidligere statsminister Poul Schlüter til opgave at foretage en gennemgang af grænsehindringer, som førte til en rapport i 2004. Der blev oprettet en grænsehindringsdatabase, og Grænsehindringsrådet blev etableret. I 2003 indgik man også den første Øresundsaftale, som gjorde reglerne lettere for pendlere. I 2024 blev der indgået en opdateret aftale.
Busmetro og flyvebåde i fremtiden?
Selvom udviklingen har været en succeshistorie, var der også eksempler på politiske samarbejder, der ikke førte til noget, f.eks. infrastrukturprojekter såsom højhastighedstog.
- Den svenske statsminister Göran Persson drømte om højhastighedstog mellem Stockholm og Hamburg med en rejsetid på fem timer. IBU-projektet skulle kortlægge fremtidige udfordringer inden for infrastruktur og kom med løsningsforslag. Men det var aldrig ordentligt forankret i Danmark, så det kom ingen steder. En stor del af årsagen til, at det gik galt, er, at processerne for trafikplanlægning er helt forskellige i Danmark og Sverige, og at kendskabet til det var alt for lavt.
At svenskere og danskere stadig har dårlige kompetencer inden for hinandens sprog og kultur er områder, som kalder på politiske tiltag, mener han.
- Sprogundervisning i skolerne ville være godt, og politikerne kunne absolut gøre mere for at øge befolkningens viden om hinandens lande. Mange danskere ved næsten ikke, hvad Malmø og Lund er, og at arbejde for at løse det er jo lige så vigtigt som at arbejde med arbejdsmarked og infrastruktur.
Den største fiasko inden for det politiske samarbejde var grænsekontrollerne, mener Uffe Palludan. Først de ID-kontroller med transportøransvar, som Sverige indførte under flygtningekrisen i 2015, og sidenhen de to landes grænserestriktioner under coronapandemien. Grænsekontrollerne var alt for dårligt organiseret, og der var for dårlig dialog mellem landene, konstaterer han.
Nu er Uffe Palludan jo fremtidsforsker, så hvordan ser fremtiden ud for det politiske samarbejde i regionen? Det vil være spørgsmål om infrastruktur, der kommer til at dominere den nærmeste fremtid, mener han, ikke mindst nye faste forbindelser over Øresund. Han mener, at metroen mellem Malmø og København er det forslag, der har de bedste forudsætninger for at kunne lykkes, men frem for alt skal debatten blive bredere og handle om mere end faste løsninger.
- Øresundsbroens kapacitet er underudnyttet i dag. Hvorfor ikke anvende den bedre? Eksempelvis med busmetro med tilknytning til metro og tognet. Det vil sige at køre busser over broen, mellem Triangeln i Malmø og Københavns Lufthavn. Det kan man, hvis man forenkler bustrafikken og gør det billigere at køre over broen. Det kunne politikerne samarbejde om at løse. Et andet forslag er en flyvebådslinje mellem Helsingborg og Nordhavn i København, hvor der er en metrolinje, så man hurtigt kan nå alle stationer i København.
>> Se jubilæumssitet "25 år som broregion" her.
