Udviklingen kan ikke stoppes, men det kræver mere end politisk samarbejde, hvis vi skal lykkes med integrationen på tværs af Øresund. Og i virkeligheden begyndte det hele med en ulykkelig forelskelse. Mød Carl Sonesson og Carl Johan Sonesson, far og søn med lang baggrund i regionspolitikken.
Hvis man vil lære mere om politisk lederskab og regionalt samarbejde i Greater Copenhagen i de seneste årtier, er det svært at komme uden om navnet Sonesson.
Carl Sonesson (M) var amtsråd i det daværende Malmöhus amt og formand herfor fra 1991 til 1994.
Han har siden været regionsråd og regionsbestyrelsesformand i Region Skåne i perioden 1998-2002. Hans søn Carl Johan Sonesson (M) har været regionsbestyrelsesformand i Region Skåne siden 2018 og næstformand i Greater Copenhagen.
For at forstå udviklingen efter 2000 skal man starte i 1980'erne, mener de.
- I Skåne var interessen for Danmark stor, Skåne har altid kigget vestpå. Det var en forelskelse i Danmark, som bundede i, at skåningene altid har følt, at de egentlig er danske, siger Carl Sonesson.
De gengiver stemningsbilleder: Svenskere, der rejste til Danmark for at feste, gå i Tivoli eller tage flyet fra Københavns Lufthavn. Danskere, der jokede om, at Sibirien starter i Skåne, og som var trætte af fulde svenskere og havde et slogan, som lød: "Hold København ren – følg en svensker til færgen."
- Desværre var den svenske forelskelse i Danmark ikke rigtig gengældt. Og i Stockholm var der ingen interesse i en Øresundsbro, idet man her ikke kunne se fordelene ved den, siger Carl Sonesson.
EU-drømme om stærke regioner
1990'erne kom med en stor tro på fremtiden, fortæller Carl og Carl Johan Sonesson. Jerntæppet var faldet, og i 1994 indgav Sverige sin ansøgning om EU-medlemsskab.
- EU havde stor betydning for, at Øresundsbroen blev bygget. Den fælles politiske vision for det nye, åbne Europa var at opbygge stærke regioner og reducere nationalstaternes magt. Der var en ung generation, som ville kunne rejse overalt. Landegrænser blev uvæsentlige, og i hele Europa så man regioner, som samarbejdede på tværs af landegrænser, siger Carl Johan Sonesson.
I den dansk-svenske region omkring Øresund var det visionen, at broen skulle skabe den store forandring gennem samarbejde, vækst og et integreret arbejdsmarked. Det har den også gjort, men ikke helt som Carl Sonesson havde forestillet sig.
- Det er en fejl, at den er brugerfinansieret. At det er dyrt at rejse over broen har gjort, at den ikke er blevet folkelig på den måde, vi ønskede. Broafgiften får også en symbolsk betydning af, at vi ikke er integrerede, at broen trods alt udgør en landegrænse. Den bliver en vindebro, som man hejser op med det samme, at det ene land gør noget, som ikke passer det andet, siger Carl Sonesson.
Også rent politisk bruges Øresundsbroen nogle gange til at føre symbolpolitik, mener Carl Sonesson og Carl Johan Sonesson.
- ID- og grænsekontrollerne er ren symbolpolitik. Kontrollen giver indtryk af at ville forhindre grænseoverskridende kriminalitet, selvom politiet og alle andre, der ved noget om det, siger, at der findes langt mere effektive metoder, siger Carl Johan Sonesson.
Grænsekontrollerne kalder han for en fiasko.
- Når vi ikke taler med hinanden, har vi fejlet. Da pandemien kom, og Sverige foranstaltede, at bornholmerne ikke kunne komme videre til det øvrige Danmark, og Danmark gjorde Københavns Lufthavn svært tilgængelig for svenskere … det går ikke, vi er nødt til at tale sammen.
En del af komplikationerne opstår, fordi visse beslutninger træffes på forskellige niveauer i Sverige og Danmark, mener han. Løsningen ville være at styrke selvstyret i regionerne i Sverige og styrke det nordiske samarbejde.
Mediernes overvågning for dårlig
Integrationen inden for kultur og sprog halter også bagefter, mener både Carl og Carl Johan Sonesson. At unge går over til at tale engelsk med hinanden er sørgeligt, synes de, da det handler om en kulturarv, som vi har et ansvar for at forvalte. Carl Sonesson vender tilbage til den folkelige integration, som hænger sammen med kultur og sprog.
- Folk var tidligere mere opdaterede om, hvad der skete i det andet land. På Sydsvenskans underholdningssider er der næsten ikke noget om, hvad der foregår i Danmark. Der burde være en ordentlig overvågning af kultur- og forlystelseslivet i København, f.eks. en "What’s on"-app, om kultur, seværdigheder og andet.
Udviklingen kan ikke stoppes
Det politiske samarbejde over Øresund er stærkere end nogensinde og har fokus på de rette spørgsmål i dag, mener de.
- Greater Copenhagen er en meget vigtig stemme for regionen og i forhold til regeringerne, men gør også konkrete indsatser med f.eks. jobmesser for at styrke arbejdsmarkedsintegrationen, siger Carl Johan Sonesson.
Det politiske samarbejde i først Øresundsrådet, senere Øresundskomiteen, og derefter Greater Copenhagen flyttede samarbejdet fra kommuneniveau til regionalt niveau. En naturlig udvikling, mener Carl og Carl Johan Sonesson.
- Vi opnår kun en accept af samarbejdet, hvis vi fortsætter med at vokse, og så skal vi have oplandet med os. Nu er alle kommuner i regionerne med i samarbejdet, og det giver os legitimitet og styrke. På den måde har vi bl.a. kunnet etablere Greater Copenhagen Task Force og få en ny Øresundsaftale på plads.
Udviklingen i sig selv kan ikke stoppes, siger de begge. Energien kommer fra menneskerne, fra de unge, der vil have frihed til at rejse og se sig omkring, og som vil kunne bevæge sig på tværs af landegrænser.
- Vi tror på folket, siger Carl Sonessson.
Og den ulykkelige forelskelse, hvordan er det gået med den? Der er jo alligevel flere svenskere, der pendler til Danmark end omvendt? Carl Johan Sonesson:
- Jo, men nu opdager danskerne også Sverige. De køber sommerhuse, shopper, er turister og tager på spaophold, hvilket i høj grad også skyldes valutaforskellen. Strømmen af danskere over grænsen er godt for integrationen. Hvor de tidligere så Sibirien, ser de nu Skåne. Så ja, der er vel i sidste ende kommet en vis balance i tingene.
>> Se jubilæumssitet "25 år som broregion" her.
