Gå til hovedindhold
Nyhed

Frank Jensen: højhastighedstog skal bringe København, Stockholm og Hamborg tættere på hinanden

fre, 11/15/2019 - 11:50
Greater Copenhagen holder 15. november sit fjerde årsmøde på Københavns Rådhus. Her skal kommuner og regioner i Greater Copenhagen drøfte øget mobilitet og integration af arbejdsmarkedet på tværs af Øresund med bl.a. arbejdsmarkedets parter og transportminister Benny Engelbrecht.

I dag tager det ca. fem timer med tog fra København til Stockholm og fem en halv time fra København til Hamborg. Står det til formanden for Greater Copenhagen, Københavns overborgmester Frank Jensen (S), skal det fra 2035 tage ca. 3 timer til Stockholm og 2,5- 3 timer til Hamborg.

Det vil både gavne arbejdsmarkedet i Sverige og Danmark og klimaet, idet toget kan være et alternativ til fly.

”Det skal være ligeså naturligt at tage til Stockholm som til Aarhus eller Odense. Jeg håber, at den svenske Rigsdag vil bakke op om det – og at toget på den danske side føres videre til Københavns Lufthavn og København, så vi kan styrke sammenhængen i hele regionen. Det vil gøre det let at komme til og fra regionen og være med til at skabe et større og mere fleksibelt arbejdsmarked med nye job”, siger Frank Jensen.

Han peger på, at den faste forbindelse over Femern Bælt til Tyskland ventes klar i 2028. Det betyder, at den hurtige toglinje potentielt kan føres helt til Hamborg via Lolland og Femernforbindelsen.

”I Danmark er de politiske beslutninger om hurtige tog over Sjælland til Femern taget, og jeg ved, at den svenske regering også kan se potentialet i højhastighedstog mellem Stockholm og Malmø. Med Femernforbindelsen kan vi skabe en unik togforbindelse mellem Stockholm, København og Hamborg, som kan bringe Greater Copenhagen tættere på hele Europa”, siger Frank Jensen.

Frank Jensen er fredag vært for det fjerde topmøde i Greater Copenhagen, som er en sammenslutning af alle kommuner og regioner på Sjælland og Lolland-Falster samt kommuner og regionerne i Skåne og Halland. Topmødet har fokus på at øge integration af arbejdsmarkedet på tværs af Øresund. En ny analyse udarbejdet af Københavns Kommune i samarbejde med HBS-economics viser, at en øget integration af arbejdsmarkederne rummer et stort vækstpotentiale. Fx vil 10 minutter kortere rejsetid på tværs af Øresund øge produktiviteten med mellem 200-900 mio. kr. årligt, hvilket svarer til øgede skatteindtægter på 100-400 mio. kr. årligt. De samfundsmæssige gevinster skal realiseres ifølge formanden.

”Vi bør afsøge alle muligheder for at skabe et mere sammenhængende arbejdsmarked på tværs af Øresund. Vi ved, at kortere togtider og færre forsinkelser gør det lettere at pendle, og at det øger produktiviteten og skaber flere jobs. Det vil være til gavn for hele regionen – ja, for begge lande”, siger Frank Jensen (S).

Foruden arbejdsmarkedsintegration og mobilitet vil Greater Copenhagen topmødet også have fokus på tiltrækning af talent og investeringer.

 

Tidsplan for etablering af højhastighedsbanen:

2019 Banens danske del udgøres af København-Ringsted banen og strækningen fra Ringsted til Femern. København-Ringsted banen åbnede 31. maj 2019 og er forberedt på hastigheder på op til 250 km/t for passagertog.
Højhastighedsbanens svenske del udgøres af en strækning fra Stockholm over Gøteborg til Malmø – ideelt med forbindelse til Københavns Lufthavn og København. Den svenske strækning diskuteres i øjeblikket i Rigsdagen og giver mulighed for hastighed op til 320 km/t.
2024 Strækningen fra Ringsted til Nykøbing Falster udbygges med dobbeltspor, elektrificeres og opdateres til 200 km/t frem mod 2024.
2028 Strækningen fra Nykøbing Falster-Rødbyhavn udbygges inden Femern Bælt-forbindelsen åbner og ventes således færdig i 2028.
Banens tyske strækning løber fra Femern til Hamborg og forberedes på højhastighedstog i forbindelse med etablering af Femern-forbindelsen.
2035 Hvis Rigsdagen godkender højhastighedsbanen kan den potentielt åbne ca. 2035.

FAKTA:
• Greater Copenhagen er et politisk samarbejde etableret i 2016 og tæller i dag fire regioner og 85 kommuner i Sydsverige og Østdanmark: Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Skåne og Halland samt de kommuner, geografien dækker.
• Højhastighedstogets anlægspris estimeres til 200-300 mia. SEK afhængig af model og hvilken hastighed toget skal køre med (250 km/t. eller 320 km/t.).
• Greater Copenhagen omfatter i alt ca. fire millioner indbyggere og arbejder for vækst og udvikling i den samlede metropolregion. Formandskabet for Greater Copenhagen består i 2019 af Frank Jensen (formand) og overborgmester i København, Heino Knudsen (næstformand) og formand for regionsrådet i Region Sjælland, Carl-Johan Sonesson (næstformand) og regionstyrelsens ordförande i Region Skåne samt Mikaela Waltersson (næstformand), regionstyrelsens ordförande i Region Halland.
• Femern Bælt-forbindelsen bliver en ca. 19 km lang sænketunnel med en firesporet motorvej med nødspor og en dobbeltsporet, elektrificeret jernbane.