Greater Copenhagen i stor arbejdsmarkedsdebat i Sverige og Danmark

Danmark skal ikke gå så langt som til Filippinerne og Indien for at afhjælpe manglen på arbejdskraft. Der er muligheder meget tættere på: på den anden side af Øresund. Hvis man bare fjerner nogle af de grænsehindringer, der i dag hæmmer integrationen på arbejdsmarkedet, er der meget at vinde. Det var kernen i sidste uges store dansk-svenske debat, hvor Greater Copenhagen fik stor opmærksomhed.
Der er mangel på arbejdskraft i Danmark og høj arbejdsløshed i Sydsverige. Der er gode muligheder for at matche arbejdskraft, viser analysen ”Matchning af arbejdskraft på tværs af Øresund” fra Greater Copenhagen.
Men når Danmark diskuterer at hente arbejdskraft udefra, er der mere fokus på lande som Filippinerne og Indien end på mulighederne på den anden side af Øresund. Det er på trods af, at der allerede i dag er gode matchningsmuligheder, og på trods af, at der er konkrete tiltag, der kan gøres for at lette rekruttering og jobsøgning på tværs af Øresund.
Det var kernen i en debat, der fandt sted både i Danmark og Sverige i sidste uge, og som Greater Copenhagen deltog i, både med interviews og egne indlæg.
Berlingske: Ingen grund til at gå så langt som uden for EU
Berlingske Tidende interviewede Managing Director Jan Juul Christensen og næstformand Lars Weiss, som også er overborgmester i København.
"Vores budskab er, at der foregår en politisk diskussion af, at vi skal tage til lande som Indien og Filippinerne for at hente arbejdskraft. Nogle gange skal man ikke så langt. Der er en mulighed meget tæt på” sagde Jan Juul Christensen.
Lars Weiss pegede på grænsehindringer som f.eks. vanskeligheden ved at få en dansk bankkonto, men også andre:
"Vi skal have en større integration mellem jobdatabaserne på arbejdsformidlingerne i Skåne og København. Hvis man er arbejdsløs murer i Skåne, så skal jobbene i København også automatisk komme op," siger Lars Weiss.
TV2: Information om muligheder kunne være bedre
Debatten blev også ført på TV2.dk. Her blev der lagt vægt på, hvor meget svenske pendlere allerede bidrager til den danske økonomi, og at der kunne blive endnu mere af det. Jan Juul Christensen blev interviewet og fremhævede flere grænsehindringer, som man godt kunne gøre noget ved, og som hæmmer integrationen.
"Måske skyldes det også et manglende kendskab til jobmulighederne i Danmark. Man kunne godt øge synligheden af ledige jobs i Danmark", sagde Jan Juul Christensen til TV2.
Sydsvenskan: Gode matchningsmuligheder, men også vanskeligheder
Fra svensk side deltog man også i debatten. Sydsvenskan skrev om de muligheder, men også de forhindringer, der opstår, når skånsk arbejdskraft skal krydse Øresund. Men matchningsmulighederne er gode:
"Ifølge Greater Copenhagen har fire danske brancher gode muligheder for at finde efterspurgt personale i Skåne. Det er finans og administration, handel og service, data- og systemvidenskab samt byggeri."
Debatindlæg i Dagens Industri: ”Gør det lettere for arbejdsløse at finde job i Danmark”
Greater Copenhagen kom også med sine egne indlæg i debatten. Carl Johan Sonesson, formand for regionsstyrelsen i Region Skåne og næstformand i Greater Copenhagen, skrev sammen med Mikaela Waltersson, formand for regionsstyrelsen i Region Halland og næstformand i Greater Copenhagen, et debatindlæg i Dagens Industri, hvor de pegede på den svenske regerings krav om, at arbejdssøgende skal være parate til at flytte sig - men kun inden for Sverige.
Debatinlæg i Berlingske: "Lad svenskere hjælpe med Danmarks mangel på arbejdskraft"
Hvorfor hente arbejdskraft uden for EU, når tusindvis af svenskere står klar til at hjælpe med at løse den danske mangel på arbejdskraft? Det skrev Lars Gaardhøj, formand for Greater Copenhagen og formand for Region Hovedstaden, sammen med Peter Lanng Nielsen, formand for DI Hovedstaden, i et debatindlæg i Berlingske.